Gode råd til at lufte ud om vinteren

I disse måneder er der bidende kulde på menuen, og derfor kan man let fristes til at skrue op for varmen i boligen og lukke kulden ude. Der er dog flere gode grunde til at være opmærksom på indeklimaet i vintermånederne og huske udluftningen. Dansk Boligforsikring giver dig derfor en række gode råd til, hvordan du kan lufte ud i de kolde vintermåneder.

Hvorfor bør man lufte ud?

Som nævnt er der flere gode grunde til, at man husker på udluftningen i boligen om vinteren. Først og fremmest kan vinteren blive en sand højtid for fugtskader, hvis man glemmer at lufte ud regelmæssigt. Madlavningen, badet, rengøringen og mange andre aktiviteter i hjemmet afgiver fugt i boligen, og derfor er det vigtigt at skifte den fugtige luft ud med frisk luft. Med regelmæssig udluftning mindsker man chancen betydeligt for skjulte fugtskader.

Indeklimaet i hjemmet er også vigtigt, og her er det helt centralt, at man husker at lufte ud. Et dårligt indeklima kan lede til hovedpine, uoplagthed og irriterede øjne. Samtidig er der en direkte forbindelse mellem luftkvalitet og koncentrationsevne, så regelmæssig udluftning er vigtigt for både kroppen og sindet. Hertil er der faktisk endnu en god grund til, at det er vigtigt at lufte ud om vinteren. Den kolde tid er jo højsæson for sygdomme som influenza, og vi kender alle til, hvordan familiemedlemmer har det med at smitte hinanden i boligen. Særligt under tiden med covid-19 og nedlukninger lærte vi, at regelmæssig udluftning er med til at mindske chancen for smittespredning i hjemmet.

Gode råd til at lufte ud om vinteren

Om sommeren kan man blot holde vinduerne åbne i timevis, men hvis man vil undgå istapper under næsen, så skal der en anden strategi til om vinteren. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvor ofte man lufter ud, hvor længe man lufter ud og hvordan man lufter ud. Her får du derfor de gode råd til ordentlig udluftning i vinterkulden.

Masser af frisk luft på kort tid

Det er vigtigt at få udskiftet så meget af luften i boligen på så kort tid som muligt. Derfor er det en god ide, at man åbner flere vinduer og/eller døre for at skabe gennemtræk i boligen. Man behøver ikke at lukke vinterkulden ind i lang tid af gangen, da meget af luften hurtigt udskiftes ved effektivt gennemtræk. Dermed kan man nøjes med at lufte grundigt ud i 5-10 minutter 2-3 gange om dagen.

Om vinteren er det en dårlig ide at lade et vindue stå på klem i længere perioder. Når vinduet lukker kulden ind i længere tid, vil vægge, gulve og lofter blive kolde, hvilket kan føre til udviklingen af kondens på den korte bane og udvikling af skimmelsvamp på den lidt længere bane. Følg derfor i stedet rådene ovenfor med meget frisk luft i korte perioder. Hvis der er skimmelsvamp i et hjem, kan det påvirke ens helbred og skade boligen. Det er derfor vigtigt at forebygge og bekæmpe skimmelsvamp.

Hvis du opdager skimmelsvamp og har tegnet en ejerskifteforsikring på din bolig, som stadig gælder, kan den i nogle tilfælde dække skimmelsvampeangreb. Læs mere om ejerskifteforsikring og skimmelsvamp her. 

Tænd for varmen, men sluk, når du lufter ud

Det er en god ide at slukke for varmen midlertidigt, når man laver gennemtræk i hjemmet for at lufte ud. Hvis dine vinduer eller døre har indbyggede udluftningsventiler, så kan det være en god ide at lukke ventilerne lidt til i vintermånederne, så man ikke fyrer for fuglene. Her er det dog vigtigt at åbne dem igen, når forårets varme kommer tilbage, da de er meget gode til at holde et sundt indeklima om sommeren.

Det er vigtigt at have en temperatur på mellem 18 og 22 grader i hjemmet. Det må ikke komme under, da det kan skade boligen. Her på hjemmesiden har vi også samlet en guide til dig, der gerne vil spare på varmen om vinteren uden at skade boligen.

Køkkenet og badeværelset

Der er nogle rum i boligen, hvor man skal være ekstra opmærksom på udluftningen. Det gælder særligt for badeværelset og køkkenet, hvor bad og madlavning udskiller en hel del fugt i boligen. Derfor er det en god ide at lufte ud lidt oftere i disse rum – særligt lige efter badet eller madlavningen, så fugten kommer ud med det samme. På badeværelset er det en god ide at holde badeværelsesdøren lukket efter badet, så den fugtige luft ender i udsugningen eller gennem det åbne vindue på badeværelset i stedet for at sprede sig til resten af hjemmet.

Hold øje med ruderne

Hvis du er i tvivl, om du lufter nok ud, så kan du kaste blikket på boligens vinduer. Det er nemlig et klart tegn på manglende udluftning, hvis der kommer dug på ruderne. Hvis du lægger mærke til de små fugt-dråber på ruden, er det altså på tide at lufte ud.