Varmeforbrug: Spar på varmen uden at skade din bolig

Midt i en energikrise, hvor priserne på blandt andet varme stiger, kan det være fristende at minimere sit varmeforbrug ved at slukke helt for varmen i de kolde vintermåneder og i stedet finde de tykke trøjer frem derhjemme. Men hvis du vælger at mindske dit varmeforbrug ved fx at slukke helt for radiatorerne, kan det få andre konsekvenser.

Det er nemlig vigtigt, at du er opmærksom på, at det kan påvirke din bolig, hvis du minimerer varmeforbruget ved at skrue for meget ned eller slukker for varmen i dit hus. Fugt og skimmel får nemlig gode betingelser i rum, hvor temperaturen er for lav. Særligt i boliger af ældre dato, hvor isoleringen er dårligere, skal man være opmærksom.

Derfor lyder de officielle anbefalinger også, at temperaturen i huse og lejligheder ikke bør komme under 18 grader. Hvis temperaturen er lavere, kan fugten fra fx madlavning, bade og menneskers udånding risikere at sætte sig i husets kolde mure og danne skimmelsvamp. For langt de fleste betyder det, at det er nødvendigt at have et varmeforbrug i forbindelse med opvarmning af huset.

Konsekvenser, hvis du reducerer dit varmeforbrug for meget

Hvis fugt og skimmelsvamp får gode muligheder for at brede sig på grund af manglende opvarmning af huset, kan det få konsekvenser for både husets stand, men også familiens helbred og velbefindende.

Man kan nemlig risikere at få et dårligt indeklima med omfattende fugtskader og skimmelsvamp i huset, der kan vise sig at blive en mere omkostningstung affære end at varme huset tilstrækkeligt op til minimum 18 grader. Et dårligt indeklima kan også give symptomer som træthed, hovedpine og uoplagthed. Dertil kommer irritation i øjne, næse og mund.

Få gode råd til et bedre indeklima her

Råd til at mindske dit varmeforbrug

Selvom det kan være nødvendigt med et varmeforbrug for at passe på helbredet og undgå skader på boligen, er der flere muligheder for at spare penge på varmen og samtidig passe på helbred og bolig.

1. Sænk temperaturen

Normalt er en rumtemperatur i huse mellem 21 og 24 grader i opholdsrum. Men hvis du sænker temperaturen bare en enkelt grad, kan du spare 5 procent i varmeforbrug. Med en minimumsgrænse på 18 grader, kan man derfor stadig spare penge på varmen ved at sænke temperaturen bare en enkelt grad i forhold til normalen.

2. Tjek radiatorerne, og sæt termostaterne ens

Tjek radiatorerne, og hold øje med, at de alle arbejder optimalt. Måske er der luft i radiatorerne? Sørg desuden for at sætte termostaterne ens på radiatorerne i samme rum eller i de rum, hvor der er åbne døre imellem.

3. Hav ikke for stor temperaturforskel mellem rummene

For at reducere dit varmeforbrug, er det også vigtigt at sørge for, at der ikke er en for stor temperaturforskel mellem rummene. Der må maksimalt være fem graders forskel – ellers kan der blive skabt kondens. Det er især relevant at være opmærksom på, hvis du fx sover i et køligt soveværelse.

4. Luk dørene mellem rum med temperaturforskel

Hvis du ønsker at have det køligere i et rum fx soveværelset, bør du lukke døren dertil for at optimere varmeforbruget.

5. Træk gardiner for om natten og fra om dagen

Du kan også optimere varmeforbruget ved at trække gardinerne for om natten og fra om dagen. Om natten kan gardinerne hjælpe med at holde varmen inde, mens solen kan give varme i løbet af dagen.

Vil du have flere råd til at spare penge på energi fx også din elregning? Læs vores blogindlæg 10 tips til at spare penge på el og varme.