Sådan sikrer du boligen mod de 3 mest typiske skader i dine indbyggede installationer 

Alle boliger har en lang række indbyggede installationer. Det kan dog potentielt blive både dyrt og farligt, hvis de usynlige installationer både er ude af syne og ude af sind. Hvis de indbyggede installationer er opført forkert eller ikke vedligeholdes korrekt, kan det nemlig føre til skjulte og alvorlige skader. Derfor giver Dansk Boligforsikring dig overblikket over de 3 mest typiske former for skader på indbyggede installationer i boligen og gode råd til, hvordan du kommer dem i forkøbet.

Hvad er en indbygget installation?

Indbyggede installationer og konstruktioner er alt det i din bolig, som du ikke kan se med det blotte øje. Indbyggede installationer kan være el-, varme- og vandinstallationer, der er skjult under gulvet eller inde i væggene i dit hjem som vandrør, ledninger og gulvvarmerør. I moderne byggerier er det blevet helt normalt, at alt el, vand og varme er indbygget. Dette giver et flottere og renere udtryk i hjemmet, men det betyder også, at det er sværere at lægge mærke til skader, før de spreder sig.

Faktisk er det næsten umuligt at lægge mærke til disse skader på indbyggede installationer tidligt, men der er meget, du kan gøre for at være forberedt på eventuelle skader og reagere hurtigt. Hvis du eksempelvis lægger mærke til, at du skal fylde vand på din varmeinstallation oftere end normalt, eller hvis dit vandforbrug pludselig stiger kraftigt, så er det et tegn på en skjult skade. Så er det på tide at få en fagmand eller byggesagkyndig til at undersøge boligen og finde skaden, inden den spreder sig.

Få et overblik over dine indbyggede installationer

I første omgang er det vigtigt, at du danner dig et overblik over, hvilke indbyggede installationer der gemmer sig i din bolig. Først bør du tjekke din boligs tilstandsrapport og elinstallationsrapport for at danne dig et overblik. Boligens beskrivelser og tegninger er også et godt værktøj til at danne sig et overblik over installationerne. Du kan finde tegninger og beskrivelser af din bolig på din kommunes digitale arkiv, som findes gennem hjemmesiden weblager.dk eller hos den tekniske forvaltning i din kommune. 

Det kan også være en god ide at få et overblik over boligens ombygninger og tilbygninger for at se, om der er blevet opført nye indbyggede installationer. Endelig er det vigtigt at notere, hvilket år din bolig er blevet opført, da skader på indbyggede installationer ofte skyldes, at de er bygget med forældede materialer eller byggemetoder.

De 3 mest typiske former for skader i indbyggede installationer

De mest typiske former for skader i indbyggede installationer kan først inddeles i to kategorier – de dyreste og de farligste. De dyreste former for skader i indbyggede installationer er fugtskader fra utætte vand-, afløbs- og varmerør, hvor følgevirkningerne kan lede til en dyr renovering af vægge, lofter og gulve omkring røret.

Den farligste form for skade i de usynlige installationer findes i indbyggede el-installationer, hvor gamle eller ulovlige installationer i værste tilfælde kan lede til brand. 

Nu til de mest typiske former for skader i indbyggede installationer.

1. Skader på vand- og varmerør 

Denne form for skade er den hyppigste i indbyggede installationer, da jern- og kobberrør ikke holder for evigt og gennemsnitligt har en levetid på 30-50 år. Ofte opstår skaderne også, fordi de skjulte rør selvsagt er svære at holde øje med ved renoveringer. Der er heldigvis meget, som du selv kan gøre.

Hold øje med mørke skjolder på lofter og vægge, da de er et klart tegn på en vandskade. Brug en metaldetektor eller et termografikamera til at lokalisere eventuelle vandrør, før du hænger et billede eller en hylde op på væggen. Endelig kan du holde øje med skjulte skader på vandrør med en såkaldt vandalarm, der måler dit brugsvand i badet, vasken og toiletter, og giver dig besked, hvis der opstår en vandskade, så du kan handle hurtigt. De moderne vandalarmer kan endda installeres, så de automatisk giver besked til dig via en app på din telefon. Vandalarmen kan dog ikke holde øje med vandet i dine varmeinstallationer, så her er det en god ide med et gennemsyn af en fagmand, hvis du bekymrer dig over eventuelle skjulte skader.

2. Skader på indbyggede el-installationer 

Skjulte skader på el-installationer sker oftest på grund af gamle eller ulovlige installationer. Hvis dine el-installationer er nye og lovligt opført, så er de sikre, men du kan stadig komme til at ramme dem med et søm i væggen. Her er det altså også en god ide med en metaldetektor eller en såkaldt vægscanner, så du undgår at bore i elledningerne.

Hvis dine el-installationer er gamle, så kan det være, at de ikke længere lever op til lovgivningen, eller at de er nedslidte. Gamle ledninger er ofte beklædt med stof eller stålrør, der ikke isolerer og som nedbrydes hurtigere end de moderne gummibeklædninger. En god huskeregel her er at skifte alle ledninger, der har over 60 år på bagen, og alle samlinger, kontakter og stik, der blev installeret for over 40 år siden.

3. Utæt kloak

Et utæt kloakrør eller utætte drænledninger kan skabe problemer, da utætheden kan skabe en stor mængde fugt i boligen. Fugten kan skade dine bygningsdele, men det kan også gå ud over dit indbo. Dette kan særligt blive et problem, hvis din bolig er bygget før 1970, eller hvis din bolig er et stort hus, der ikke afleder vand og fugt på en ordentlig måde.

Læs om, hvorvidt ejerskifteforsikring dækker kloakskader her

Hvis du er i tvivl om dine kloakrørs tilstand, så få en byggesagkyndig eller VVS’er til at gennemgå kloakrørene for at sikre, at alt er i orden.

Få mere information 

I Dansk Boligforsikrings blog kan du læse mere om, hvordan du får styr på din boligs skjulte installationer.

Hvis du står overfor et huskøb og er bekymret over eventuelle skader på indbyggede installationer i dit nye drømmehjem, så kan det være en god ide at tegne en ejerskifteforsikring, så du er forsikret mod alvorlige skader og ulovlige installationer. Vær dog opmærksom på, hvordan forsikringen dækker, og hvilke konkrete skader på de usynlige installationer, der er dækket. Læs mere om ejerskifteforsikringers dækning her.