Hvordan kommer boligmarkedet til at se ud i 2019?

2017 bød på tocifrede prisstigninger på boligmarkedet, mens 2018 oplevede en mere afdæmpet vækst. Men hvordan kommer 2019 til at se ud for danske boligkøbere? Og hvilke områder trækker de højeste kvadratmeterpriser?

Boligmarkedet 2018

En række boligøkonomer peger på, at 2018 viste en ny side af boligmarkedet. Danskere, der gik rundt med boligdrømme, fik sværere ved at finansiere købet, og markedet for ejerlejligheder – især i storbyerne – blev mættet. Prisstigningen, der ellers var meget markant i 2017, fortsatte derfor ikke himmelflugten men oplevede derimod en moderat stigning i store dele af 2018.

Ifølge Danmarks Statistik steg ejerlejligheder med 3,4 % i 2018, mens enfamiliehuse stod for en 3 % prisstigning sammenlignet med 2017. Men selvom der i 2018 var 5 % færre bolighandler, var det stadig et aktivt år, når man sammenligner med 2017, som bød på det højeste antal bolighandler i 10 år.

Bo Sandberg, der er cheføkonom hos Dansk Byggeri fortæller, at tiderne, hvor boligmarkedet oplevede tocifrede vækstrater, er passé. Og det er med al sandsynlighed sundt for boligmarkedet.

Forventninger til 2019

Boligøkonomer mener, at prisstigningen, som var mere afdæmpet i 2018 end i 2017, vil fortsætte og muligvis vil markedet helt bremse op. Priserne er nemlig så høje rundt om i Danmark, at potentielle købere får sværere ved at låne hos banker og realkreditinstitutter. Det skyldes blandt andet de nye låneregler, der blev introduceret i starten af 2018. Boligøkonom og chefanalytiker, Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit, mener, at vi i 2019 kan forvente, at bolighandlerne foregår sidelæns eller endda med en vag nedgang. Det er en kontrast til 2018, hvor nogle danske boligejere kunne ”tjente”1030 kroner om dagen i gennemsnit på sin ejendom, da aktiviteten på markedet pressede priserne op. Denne stigning kommer vi med al sandsynlighed ikke til at opleve i 2019.

Læs vores opdaterede nyhed om, hvad der kendetegnede boligmarkedet i 2019 her.

Hvor koster lejlighederne mest?

Mange danskere, der er på udkig efter en ejerlejlighed, ser mod det eksklusive Nordhavn. Og med en pris på lige under 60.000 kroner pr. kvadratmeter er det også det dyreste område i øjeblikket. Det fortæller Boliga. Hellerup, København K og Vesterbro følger lige efter med kvadratmeterpriser på henholdsvis 55.306 kr., 54.810 kr. og 53.453 kr.

Men på listen over de områder med højeste pris pr. kvadratmeter, finder man i 2018/2019 en ny spiller. Sydhavnen har gjort sit indtog hos danskerne og flere kigger efter bolig i mange af de nyopførte lejlighedskomplekser. Sydhavnen ligger med en pris pr. kvadratmeter på 48.867 kroner og sammenlignet med sidste år, er det steget med 3000 kroner. Kvadratmeterprisen har endda overhalet det altid populære Østerbro-kvarter.

Ejendomsmægler Lone Henriksen peger på, at Sydhavnen tilbyder moderne og nyopførte lejligheder, mens Østerbro huser ældre boliger. Derudover er de nyopførte lejligheder energivenlige, og de har store rum med store glaspartier ud til et kanalområde.

Dansk Boligforsikrings indlæg er udarbejdet med inspiration fra Bolius, Boliga og Estate