Et hus med kælder giver jer flere kvadratmeter at boltre jer på, og det åbner typisk op for mange muligheder for at indrette boligen med ekstra opbevaringsplads, et bryggers, et hobbyrum, et værksted eller lignende, som giver huset ekstra værdi. Køber du hus med kælder, er der dog nogle ting, som er vigtig at være opmærksom på. Der er nemlig ofte nogle regler for anvendelsen af kældre samt nogle potentielle udfordringer, som er vigtige at kende til.
Kældre må typisk ikke bruges som beboelse
Typisk er kældre i huse ikke beregnet til beboelse, og det er ofte slet ikke lovligt at indrette kælderen med soveværelse, stue, kontor eller køkken. Når kælderen i de fleste tilfælde ikke må anvendes til beboelse, så skyldes det forskellige faktorer. Først og fremmest er der ofte ikke de påkrævede redningsåbninger, hvilket gør det sværere at redde mennesker ud i tilfælde af brand.
Derudover er luftfugtigheden og luftkvaliteten typisk dårligere, hvilket gør, at det ikke er godt for helbredet at opholde sig i en kælder i længere tid ad gangen. Det skyldes blandt andet, at en kælder ofte er mere fugtig, og fordi niveauet af radon fra undergrunden er højest i kældre.
Selvom kældre typisk ikke er egnet til beboelse, kan husets kælder i nogle tilfælde være godkendt til beboelse. Det kræver dog, at:
- Der er mindst 2,3 cm fra gulv til loft
- Mindst én af kældervæggene skal svare til en almindelig husfacade, så gulvet mod mindst én væg er i terræn
- Der skal være mindst ét vindue i hvert rum
- Der skal være en redningsåbning
- Indeklimaet er sundt
- Der ikke er koldt og fugtigt i kælderrummene
Kælderareal tæller typisk ikke med i boligarealet
Boligarealet angiver summen af det samlede antal beboelseskvadratmeter. Hvis kælderen ikke er beregnet til beboelse, vil kælderarealet ikke tælle med i det samlede antal kvadratmeter. På BBR vil boligarealet stå anført for sig selv, mens kælderarealet vil være opført for sig selv. Er kælderen godkendt til beboelse, vil det tælle med i det samlede boligareal.
Husets kælder kan give problemer med vand og fugt
Vand, oversvømmelse og fugt i husets kælder er ikke unormalt. Årsagen til vandskader i kælderen kan være mange, men typisk skyldes det:
- Vand og fugt, der trænger ind gennem revner, huller og utætheder i kælderens fundament, gulv og ydervægge. Det kan fx være, når grundvandsspejlet ligger højt.
- Vand, der trænger ind ved lavtliggende udluftningsriste, lysskakter og kælderskakter. Dette ses typisk ved stormflod.
- Overbelastning af det lokale kloaksystem eller tilstoppede afløbssystemer
- Hvis ikke der omfangsdræn omkring kælderen, kan dette også forårsage fugt i kælderen
- Anvendelsen af kælderen kan også give fugt, fx hvis du går i bad eller tørrer tøj i kælderen.
- Det er desuden ikke unormalt, at ældre kældre generelt er fugtige.
Er der et drænsystem?
Omkring huse, hvor der er risiko for fugt, vand og oversvømmelser, er det en god idé at have etableret et omfangsdræn. Det fungerer som en slags nedgravet tagrende, der kan lede vandet i jorden væk fra huset og forebygge, at vandet trænger ind i husets fundament. Det er dog en omkostningstung post at få etableret.
Ejerskifteforsikring dækker ikke fugt i kælderen på ældre boliger
Hvis der opstår fugt og vand i kælderen, kan der være en forsikring, som dækker. Det er naturligvis vigtigt at undersøge dine konkrete forsikringer for at finde ud af, præcis hvordan du er forsikret. I mange situationer vil en husforsikring dække vand i kælderen, og en indboforsikring kan dække skader på indbo som følge af vand.
Opdager du vand og fugt i kælderen, og har du tegnet en ejerskifteforsikring, kan den i nogle tilfælde dække skaderne. Først og fremmest er det dog vigtigt at påpege, at ejerskifteforsikringen ikke dækker de forhold, der fremgår af tilstandsrapporten. Derudover dækker forsikringen ikke forhold, som dækkes på anden vis. Ligeledes dækker ejerskifteforsikringen ikke vand og fugt i huse opført før 1973, da vand og fugt i kælderen ikke er en decideret fejl ved ældre boliger. Dengang blev kælderen anvendt på anden vis, og man opholdt sig sjældent i kælderen i længere tid ad gangen. Desuden lagde man ikke dræn, der kunne lede vand og fugt væk.
Hvis ejerskifteforsikringen skal dække fugtskader, skal der være tale om en skjult fejl, der er opstået før overtagelse. Derudover skal der være tale om en skade, der medfører væsentlige konsekvenser for boligen.