Rådgivere til boligkøb: Her er rådgiverne, der kan hjælpe dig

Et boligkøb er en stor beslutning, og det er en proces med mange trin. For nogle boligkøbere kan det være en skræmmende proces, som potentielt kan afholde en fra at købe drømmeboligen. Derfor findes der mange forskellige rådgivere, du kan benytte dig af, når du skal købe bolig og måske gøre processen en smule mere tryg. Nogle rådgivere ved boligkøb er obligatoriske, mens andre er valgfrie. 

Herunder får du en oversigt over de forskellige rådgivere, der kan hjælpe dig i forbindelse med dit boligkøb. 

Bankrådgiver

Hvis du skal finansiere boligkøbet gennem banklån og/eller realkreditlån, skal du bruge en bankrådgiver i forbindelse med boligkøbet. Bankrådgiveren vil kunne give dig et overblik over økonomien i forbindelse med boligkøbet og lægge et fremtidigt budget, så både du og banken ved, at der er økonomi til at sidde i boligen. Bankrådgiveren skal godkende finansieringen. 

Finansiel rådgiver 

En finansiel rådgiver er en uvildig rådgiver, der kan hjælpe dig med at finde den bedste finansieringsløsning. En finansiel rådgiver vil med andre ord kunne hjælpe dig med at navigere i de forskellige muligheder og forhandle med banken på dine vegne. En finansiel rådgiver er ikke obligatorisk, og det koster et honorar at benytte sig af denne type rådgiver. For nogle boligkøbere giver det rigtig god mening at investere i en finansiel rådgiver, mens det for andre ikke gør. 

Køberrådgiver 

En køberrådgiver eller en købermægler er en ejendomsmægler, der tilbyder køberrådgivning til købere igennem hele processen. Det gælder alt fra at finde den rette bolig til prisforhandlingen og papirarbejdet. I modsætning til den ejendomsmægler, du møder på fremvisning, er en køberrådgiver købers mand. Det er derfor en rådgiver, der er 100% på købers side. Du er ikke forpligtet til at hyre en køberrådgiver, men for nogle købere – særligt førstegangskøbere – kan det være en god investering, mens det for andre ikke føles nødvendigt. 

Advokat 

Det er ikke obligatorisk at bruge en advokat i forbindelse med et boligkøb. Rigtig mange købere vælger dog at hyre en advokat, der er på deres side, og som kan stå for det juridiske papirarbejde i forbindelse med handlen. Derudover giver brugen af advokat også en mulighed for at benytte et evt. advokatforbehold, der er skrevet ind i købsaftalen

Revisor

I nogle tilfælde kan du som køber også have gavn af at søge råd og vejledning hos en revisor. Det gælder blandt andet ved forældrekøb, hvor det kan være behov for rådgivning. Der er nemlig nogle skattemæssige og lejelovgivningsmæssige ting, der er vigtige at holde styr på ved forældrekøb.

Byggeteknisk rådgiver

Mange vælger at få en byggeteknisk rådgiver til at gennemgå boligen. Den byggetekniske rådgiver kan blandt andet kortlægge boligens tilstand ud over det, der står beskrevet i tilstandsrapporten. Derudover kan denne type rådgiver give et prisoverslag på, hvad det koster at udbedre fejl. Dette kan blandt andet bruges i forhandlingen med sælger. Det er ikke et krav, at køber benytter sig af en byggeteknisk rådgiver, men hvis du ikke ønsker nogle ubehagelige overraskelser, kan det være en god investering. 

Arkitekt 

En arkitekt er endnu en byggefaglig rådgiver, som i nogle tilfælde kan være oplagt at benytte sig af. En arkitekt kan være relevant, hvis du overvejer større ombygninger eller tilbygning til den bolig, du overvejer at købe. Det er altså ikke en obligatorisk rådgiver, men en rådgiver, der i nogle tilfælde kan være relevant.