Hvordan får du de billigste bidragssatser i dit realkreditlån?

Mange danskere vælger et realkreditlån, når de skal købe bolig, på grund af den relativt lavere rente. Når du tager et realkreditlån, er det dog ikke kun renter, du skal betale. Du skal også løbende betale bidrag, som har betydning for, hvad dit lån reelt koster dig – men hvad er bidragssatser? Her kan du forstå bidrag i lån og få gode råd til, hvordan du slipper med de billigste bidragssatser i dit realkreditlån.

De tre dele af din ydelse

Hvis du har en bolig og et realkreditlån, så består din indbetaling eller ydelse til boliglånet af 3 forskellige elementer: afdrag, rente og bidrag. Afdraget er naturligvis den del af ydelsen, som du betaler af på din gæld, hvilket gør den samlede restgæld mindre og din friværdi større med hver indbetaling. 

Rente og bidrag er de penge, det koster dig at have lånet. Der er dog stor forskel på, hvem disse penge går til. Renten går til de investorer, der har investeret i de realkreditobligationer, som ligger til grund for lånet. Selvom pengene bliver opkrævet af realkreditinstituttet, bliver de altså sendt videre til investorerne.

Hvad er bidragssatser?

Bidragssatser kan i stedet ses som betaling til selve realkreditinstituttet. En bidragssats er altså det løbende gebyr, som realkreditinstituttet opkræver som betaling for at administrere dit lån. Modsat renteudgiften, der går videre til de investorer, går bidraget altså til realkreditinstituttet selv. Det dækker omkostninger ved administration, men bruges også til at opbygge kapitalreserver og afdække tab i porteføljen.

Det er det enkelte realkreditinstitut, der fastsætter bidragssatserne for bestemte typer af realkreditlån. Prisen for din bidragssats fastsættes, når du optager lånet. Men hvordan foregår en fastsættelse af bidragssatser? 

Sådan bliver din bidragssats fastsat

Din bidragssats udregnes som en procentdel af din restgæld, men der er flere faktorer, der spiller ind. Disse faktorer er alle vigtige, hvis du vil opnå de billigste bidragssatser:

– Dit valg af realkreditinstitut: Der kan være store forskelle på bidragssatser for et specifikt lån i de forskellige realkreditinstitutter.

– Din belåningsgrad: Jo mere du skylder i boligen – og jo tættere du er på belåningsgrænsen på 80% af boligens værdi – desto højere vil din bidragssats som regel være.

– Din låntype: Lån med variabel rente har typisk højere bidragssatser end fastforrentede lån, da de udgør en større risiko for realkreditinstituttet.

– Om du har afdragsfrihed eller ej: Lån med afdragsfrihed har ligeledes ofte højere bidragssatser, da disse også er en større risiko for realkreditinstituttet sammenlignet med lån med afdrag.

Sådan slipper du med de billigste bidragssatser, når du optager lån

Når du skal optage et realkreditlån, er det altså vigtigt, at du undersøger priserne på bidragssatser grundigt. Man kan nemlig ikke udpege et af realkreditinstitutterne, som altid har de billigste bidragssatser. I stedet er du nødsaget til at undersøge satserne hos hvert realkreditinstitut med udgangspunkt i din unikke situation – din belåningsgrad, låntype og afdragsordning. Der findes flere online platforme, hvor du kan udregne bidragssatser for lånet i din unikke situation.

For at opnå de billigste bidragssatser er der dog nogle generelle rettesnore, som du kan følge. Som beskrevet ovenfor betyder både variabel rente og afdragsfrihed, at risikoen ved lånet er større for realkreditinstituttet. Derfor resulterer begge som regel med dyrere bidragssatser. Som udgangspunkt vil du altså betale mest for et lån med variabel rente og afdragsfrihed, mens du betaler mindst for et fastforrentet lån med afdrag.

Det er naturligvis også vigtigt at sammenholde bidragssatserne for et lånetilbud med renterne på det specifikke lån. Ved både at medregne rente og bidrag kan du ende med det lån, hvor du betaler mindst samlet set. 

Hvordan får du billigere bidragssatser med et eksisterende lån?

Det er straks sværere at opnå de billigste bidragssatser, hvis du allerede har et realkreditlån. Som beskrevet fastsættes satserne nemlig i det øjeblik, hvor du optager lånet. Selvom du nedbringer din restgæld løbende, og selv hvis din bolig stiger i værdi, forbliver bidragssatsen den samme. Bidragssatsen er nemlig fastlagt til boligens værdi og belåningsgrad, når lånet bliver optaget. Derfor er det desværre ikke muligt at forhandle sig til en billigere bidragssats. 

Hvis du gerne vil opnå de billigste bidragssatser, er det derfor nødvendigt at omlægge lånet. Særligt hvis din bolig er steget i værdi, kan en omlægning være fordelagtig, da din belåningsgrad i det nye lån vil være mindre. Hvis du ønsker at omlægge dit realkreditlån, kan du følge rådene ovenfor for at slippe med den billigste ydelse. Her er det dog vigtigt at huske på, at der oftest vil være omkostninger forbundet med omlæggelsen. Derfor kan en eventuel besparelse på bidragssatser blive ædt op af omlægningsomkostningerne.