Efterår er sæson for storme. Derfor er det en god idé som husejer at sikre, at huset er stormsikret og kan modstå efterårets vind og vejr. Der har været talrige eksempler over de seneste år, hvor manglende stormsikring har resulteret i skader og ødelæggelser.
Derfor giver vi her et indblik i, hvordan du kan gøre huset klar til efterår, hvor kraftig blæst og storme ofte følger med.
Stormsikring af huset er vigtig
Efterårsvejret har mange gange før vist sig fra sin barske side. Hvert efterår oplever vi voldsom rusken i både hus og have, og vi ser vilde billeder og videoer af væltede træer, ødelagte huse, nedfaldne tagsten samt trampoliner og havemøbler på afveje, når efterårets storme er på visit. Det kan få store konsekvenser, hvis man oplever stormskader som disse. Derfor er stormsikring af huset vigtigt at huske.
Hvornår er stormsikring nødvendigt?
Stormsikring er en god ide både før og efter stormvarsler er udsendt. Det kan være en rigtig god ide at komme stormskaderne i forkøbet og undersøge og stormsikre huset og haven allerede ved efterårets begyndelse. Det er selvfølgelig også vigtigt som husejer at holde øje med vejrvarslerne henover efteråret og vinteren, så stormen ikke kommer som et chok. En del stormsikring kan nemlig først laves lige inden, stormen rammer, eller når den rammer.
7 råd til at stormsikre huset
Men hvordan stormsikrer man så sit hus? Her er 7 råd, der gør hus og have klar til at stå imod efterårets storme.
1. Tjek taget
En klassiker ved efterårsstorme er løse og nedfaldne tagsten. Som en del af din stormsikring af huset bør du derfor gennemgå taget. Sidder der fx. løse tagsten? Med storm følger ofte regn. Tjek derfor også, om der er huller i taget, nu du er i gang.
2. Luk haven ned for vinteren
En vigtig del af din stormsikring af huset foregår i haven. I haven er der ofte mange løse genstande, som kan flyve rundt og ramme både huset, drivhuset, skuret etc. Sørg derfor for så vidt muligt at pakke haven ned for vinteren, når du ikke bruger den mere. Når stormen varsles, bør du sikre en ekstra gang, at alle havemøbler er sat ind, og trampolinen er fastgjort. Blomsterkrukker og andet, der kan vælte, bør også sættes ind.
3. Tjek træerne
Mange skader i forbindelse med efterårsstorme opstår også på grund af væltede træer. Derfor er det en god idé ved forebyggende stormsikring at tjekke træer omkring huset. Vil de kunne vælte? Vil de kunne ramme noget eller nogen, hvis det skulle ske? Lige inden stormen rammer, er det desuden en god idé også at fjerne løse grene, der potentielt ville kunne flyve rundt.
4. Vær opmærksom på drivhuset
Mange husejere har også et drivhus. Har du et, skal du også stormsikre det. Allerede når du får det, er det en god idé at sikre, at det står mest muligt i læ. Sørg desuden for, at intet glas sidder løst, og alle døre og vinduer er lukkede og ikke kan blæse op. Ved stormvarsel kan du evt. pakke drivhuset ind i en presenning. Dog skal du sikre, at vinden ikke får fat i det.
5. Tjek plankeværket
Har du et plankeværk eller hegn omkring haven, kan det også være en god idé at stabilisere det, hvis det ikke er solidt. Det er ærgerligt med et væltet eller ødelagt plankeværk på grund af manglende stormsikring.
6. Parker bilen et sikkert sted
Når stormen rammer, bør bilen være parkeret et sikkert sted, hvor tagsten og træer ikke kan ramme den. Det kunne fx. være i en carport eller en lukket garage.
7. Luk alle døre og vinduer
Når stormen først har ramt, kan du ikke gøre så meget. Den bedste stormsikring her er at lukke alle døre og vinduer og så vidt mulig holde dig indenfor.
Stormvarsel: Hvor slemt bliver det?
Når man snakker storm og stormsikring, er det som tidligere nævnt vigtigt at holde øje med stormvarslerne og forberede sig bedst muligt derudfra.
Kuling – kan give ødelæggelser
Her er vindhastigheden mellem 13,9 m/s og 24,4 m/s. Man skelner mellem stiv, hård og stormende kuling. Det er kraftig vind, der kan mærkes og ses på blandt andet træer. Ved hård og stormende kuling kan der også opstå skader, da grene kan knække og tagsten falde ned. Ved kuling kan der komme kraftigere vindstød, som kan opleves endnu voldsommere. Derfor er det også en god ide at have stormsikret hus og have ved kuling.
Storm – ødelæggelser
Her er vindhastigheden mellem 24,5 m/s og 32,6 m/s. Stormsikring er særlig vigtig her, da storme både kan rive træer op, vælte træer og forårsage skader på huse. Er der tale om stærk storm, vil der være mange ødelæggelser. Også her kan vindstødene være kraftigere.
Orkan – voldsomme ødelæggelser
Her er vindhastigheden over 32,6 m/s. Orkaner kan forårsage voldsomme ødelæggelser, og derfor er stormsikring af huset og haven altafgørende, hvis du vil komme skaderne i forkøbet.