Sommeren er på vej, og for mange betyder det bedre vejr, mere tid udendørs samt døgnåbne terrassedøre og vinduer. I mange tilfælde giver det desværre anledning til, at myrer har nemmere adgang til hjemmet, hvorfor de hurtigt finder sig til rette på gulvet i søgen efter mad.
Problemer med myrer er langt fra et sæsonbaseret problem. De myrer, som kommer indendørs for at søge efter mad, bor ofte i et myrebo beliggende under gulvet eller langs soklen i boligen.
Selvom myrer ikke er en alvorligt trussel for din boligs funktion, så ønsker de fleste at være foruden, mange forsøger at komme myrerne til livs. Men, hvordan bekæmper du dem mest effektivt?
Vi har samlet en liste til dig, så du er bedre forberedt næste gang, myrerne invaderer din bolig.
Sådan lokaliserer du myreboet
- Find myreboet. Hvis du vil være helt sikker på at slippe af med myrerne i din bolig, har du kun en valgmulighed: Find myreboet og ødelæg det med det samme.
- Hvis myreboet er under gulvet. Er du så uheldig, at myreboet befinder sig under dit gulv, så er du nødsaget til at brække gulvet op for at boet kan ødelægges.
- Hvis myreboet også er andre steder i boligen. Anskaf myrepudder, som du ligger så langt ind under myreboet som muligt. Det anbefales, at du fjerner eventuelle paneler, dørlister eller gulvbrædder for at komme tættere på myreboet, da det gør bekæmpelsen mere effektiv.
- Hvis boet er udendørs. Hvis boet er udenfor, gør det processen lidt lettere. Grav ned i boet og hæld kogende vand på.
Er det ikke muligt at finde boet, eller er problemet så stort, at du ikke kan leve med det, så skal du kontakte en professionel bekæmper.
Bekæmp myrer med insektmiddel
Hvis det er helt umuligt at finde frem til myrernes bo, sprække eller revne, så findes der heldigvis langtidsvirkende insektmidler.
Det er vigtigt at vælge et insektmiddel, som er godkendt til bekæmpelse af myrer. Derudover skal det fremstå på midlet, at det er langtidsvirkende. Når der er langtidsvirkende, virker det nemlig fortsat i dage eller uger efter det er sprøjtet ud.
Det skal understreges, at insektmidler som spray, myrepudder og myredåser kun mildner plagen uden at fjerne myreproblemet helt.
Hvilke myrer er de mest almindelige at finde i boligen?
Når man støder på myrer i boligen, er det nok de færreste som lige undersøger myrearten, inden de går i krig med insektmidlet. Men arten kan måske være værd at undersøge, da nogle arter gør større skade på boligen end andre.
Sammen med den sorte havmyre er orangemyren og til dels herkulesmyren de mest udredte arter herhjemme. Specielt de sorte havemyrer og orangemyrer bosætter sig ofte under gulvet – det gælder specielt i etplanshuse uden kælder.
Orangemyrer og havemyrer gør ikke direkte skade på træet, men når orangemyrer bygger deres bo, kan det resultere i fugtskader. Modsat er herkulesmyrerne i stand til at udrette stor skade.
Herkulesmyren
Du er aldrig i tvivl om, hvorvidt din bolig er blevet offer for herkulesmyren. De angriber nemlig træet direkte, hvor de udhuler og ødelægger det fuldstændigt.
Hvor de to andre myrearter bevidst vælger at invadere fugtigt træ, så går herkulesmyren oftest efter sundt træ, der er skjult i husets konstruktion – for eksempel under gulvet.
Herkulesmyren kan være svære at lokalisere, da den er nataktiv. Den bygger typisk rede under gulvet, men tiltrækkes generelt af tørt og sundt nåletræ. Den udhuler træet, som bliver ødelagt, hvorfor et angreb fra herkulesmyrer er en alvorlig sag.
Desværre er det ikke muligt at forebygge et angreb fra herkulesmyren. For at bekæmpe den skal myreboet lokaliseres, hvorefter der skal bores hul ind til dem og behandle rederne med pudring af insektmiddel.
Den sorte havemyre
Det er meget sjældent at den sorte havemyre volder direkte skade på boliger. Dog er der eksempler på, at havemyren har etableret bosteder i isoleringsmaterialer, som efterfølgende er blevet så fugtige, at nærliggende gulv- og trækonstruktioner har taget skade.
Oplever man, at havemyren har etableret bo under trægulvet, så tyder det på, at gulvkonstruktionen ikke er tilstrækkeligt ventileret. Fugt er nemlig er nemlig en af de bedste betingelser for et myrebo. Er du ikke sikker på, hvordan du tjekker for fugt i boligen? Dansk Boligforiskring har samlet en liste af steder, hvor du skal være opmærksom på fugt.
Orangemyren
Ud fra navnet skulle man tro, at denne myre ville være let at genkende. Men faktisk er orangemyren tæt beslægtet med den sorte havemyre. Ligeledes er den skinnende sort, og har derfor ikke fået sit navn efter dens farvem men derimod fra dens karakteristiske duft af appelsin, der forstærkes, hvis du maser den mellem dine fingre.
Finder du misfarvninger på dit gulv, kan det være tegn på, at orangemyren har etableret et bosted. Orangemyrens gange og boer er mørke på grund af svamp, hvilket er optimale betingelser for organgemyren.
Er det muligt at holde myrer ude af boligen?
Uanset, hvor meget du fuger langs paneler og vinduer, så er det ikke muligt at forebygge et angreb af myrer – hvis de vil ind, så skal de nok komme ind.
Den bedste bekæmpelsestaktik er at ødelægge myreboet, såfremt det er til at finde. Myrerne elsker varme temperaturer og kommer derfor ind i boligen i søgen efter mad og varme.
Selvom myrerne i haven kan irritere, så anbefales det at lade dem være, da myrer i haven faktisk er til gavn.
Er du nervøs for din dækning i tilfælde af myreangreb, så kontakt Dansk Boligforsikring, da alle forhold altid vurderes konkret.