Fortsætter boligmarkedet i samme tempo i 2021?

2020 var et gyldent år for det danske boligmarked, hvor der blev solgt boliger for rundt regnet 250 milliarder kroner og fortaget knap én million flytninger. Hvad kan vi forvente af 2021? Fortsætter himmelflugten?

Mens coronapandemien lagde en gedigen dæmper på flere dele af vores samfund i 2020, kunne den ikke forhindre det danske boligmarked i at sætte rekord for, hvor mange penge der blev brugt på boligkøb. 252 milliarder kroner lød facit på.

Sideløbende med de store summer brugt på boligkøb var der også en markant stigning i antallet af flytninger, hvis man sammenligner med 2019. 928.029 flytninger fandt sted i 2020, og det var 35.000 flere end året før, hvilket svarer til en stigning på lige under fire procent. Med sine knap én million flytninger blev 2020 også på den front et rekordår – den tidligere rekord stammer fra 1995, hvor 909.000 flytninger fandt sted.

Følger 2021 i samme spor?

Det bliver nu spændende at følge med i, hvorvidt boligmarkedet anno 2021 kan holde trit, eller om der kommer en stagnering. Kigger man på prognoserne, peger det mest af alt i retning af, at festen fortsætter. I en undersøgelse foretaget i år af YouGov på vegne af ejendomsmæglerkæden Home, svarer 19,3 procent ud af 2.000, at de har planer om at flytte i løbet af 2021. Ud af disse respondenter angiver 37 procent, at coronapandemien i nogen grad til meget høj grad er årsagen til flyttetankerne.

Indtil videre er danskernes købelyst fortsat fra 2020 ind i 2021, og fortsætter tendensen med et boligmarked, hvor der er få boliger til salg til høje priser, kan 2021 gå hen og blive et nyt rekordår. Finanskoncernen Nykredit kom for nylig med en ny prognose, der peger i retning af en seks procents stigning på ejerlejligheder og huse i 2021.

Lave renter øger købelysten

Det er ikke udsædvanligt, at der under og i forlængelse af en krise opstår et fald i priserne på boligmarkedet. Ikke desto mindre steg priserne på rækkehuse og villaer med fire procent i 2020 – og i 2021 forventes priserne, ifølge Nykredit, at stige endnu mere.

En af årsagerne er blandt andet den lave rente, der er i forbindelse med finansiering af huskøb. Og sammenholdt med at mange danske familier har en robust privatøkonomi, er det med til at presse priserne på boliger i vejret. Det mærkes særligt i danske storbyer som Aarhus og København, hvor der forventes en gennemsnitlig prisstigning på ni procent i 2021. Med en stigning på 0,4 procent forventes kun Nordjylland at ligge på samme prisniveau som tidligere.

Ingen frygt for boligboble

For nuværende er der ikke grund til at frygte en boligboble, som den vi oplevede efter finanskrisen i 2007, hvor boligpriserne steg massivt for herefter at styrtdykke.

Det forventes nemlig, at den nuværende prisstigning vil flade ud i andet kvartal af 2021, da der her vil komme flere boliger i udbud. Og det vil være med til at reducere de høje priser.

Fremgang hos Dansk Boligforsikring

Også Dansk Boligforsikring har oplevet fremgang. Forsikring og Pensions årlige opgørelse viser således, at Dansk Boligforsikring med sin markedsandel på 31 procent er markedsledende inden for ejerskifteforsikringer. Dermed har Dansk Boligforsikring været markedsleder siden 2017 og i syv ud af de seneste ni år.

Flere danskere vælger at tegne en ejerskifteforsikring, og af disse vælger knap hver tredje at tegne sin ejerskifteforsikring gennem Dansk Boligforsikring.

Læs mere om vores ejerskifteforsikring her, hvor du ligeledes finder svar på de mest almindelige spørgsmål vedrørende forsikringen.