Få styr på friværdien – sådan optager du lån i boligens friværdi

Som ny på boligmarkedet, er der mange begreber, du skal have styr på. Friværdien er nok en af de vigtigste begreber at have styr på, da det virkelig kan komme dig til gode som boligejer. I dette indlæg giver Dansk Boligforsikring dig en forklaring af, hvad det betyder, og hvordan man optager et lån i boligens friværdi. Sidst kommer vi med nogle gode råd til dig, der overvejer at tage et lån.

Hvad er friværdi?

Simpelt formuleret er friværdi den del af din boligs værdi, som du selv ejer. For at finde den i netop din bolig, skal du altså trække din gæld i boligen fra boligens forventede salgsværdi. Man kan altså sige, at det er de penge, som allerede er dine, men som er bundet til dine mursten.

Hvis du eksempelvis har et hus med en værdi på 3.000.000 kroner, og din restgæld i boligen ligger på 2.000.000 kroner, så har du en friværdi på 1.000.000 kroner. En nem huskeregel er, at den udgør de penge, som du ville stå med i hånden, hvis din bolig blev solgt i dag.

Din friværdi ligger dog ikke fast på det samme niveau over tid. Den stiger løbende i takt med, at du afdrager på dit boliglån. Med hvert afdrag bliver din boliggæld mindre, hvilket betyder, at du ejer en større del af boligens værdi.

Den stiger dog også, når boligens værdi stiger. Hvis din boligs værdi stiger som følge af boligmarkedets prisudvikling, så bliver boligens forventede salgsværdi – og dermed din friværdi – større. Det kan derfor være en god ide at få din bolig vurderet af en ejendomsmægler eller vurderingsmand, hvis det er længe siden. Boligens værdi kan nemlig være steget en hel del siden boligkøbet.

Din friværdi kan også stige, hvis du vælger at forbedre boligen ved eksempelvis at bygge et nyt køkken eller en tilbygning, da boligens forventede salgsværdi vil stige.

Sådan optager du lån i boligens friværdi

Et lån i boligens friværdi betyder, at du pantsætter en del af din boligs værdi. De mest almindelige grunde til denne type lån er lån til renovering af boligen, afvikling af anden og dyrere gæld, forældrekøb, ny bil eller rejser. Hvis du ønsker at optage et lån i din bolig, så skal du starte med at kontakte den bank, hvor du har dit boliglån.

For at optage lånet er det nødvendigt, at friværdien er en betydelig del af boligens forventede salgsværdi. Som udgangspunkt kan du låne op til 80 % af din boligs værdi som realkreditlån, men du skal altid tage en snak med din egen bank om dine muligheder og deres regler for lån. Det er et realkreditinstitut, der vurderer boligens forventede salgsværdi i denne proces.

Realkreditlån er ikke gratis at optage, og de er ikke beregnet til små beløber, så du skal typisk låne over 100.000 kroner, før det giver mening at låne i boligen.

Lån i din friværdi er ofte den billigste måde at låne penge på, da du kan omlægge dit nuværende realkreditlån eller optage et tillægslån, hvilket oftest er billigere end andre typer af lån. Det kommer helt an på din specifikke situation og privatøkonomi, om en låneomlægning eller et tillægslån giver bedst mening for dig, så kontakt din bankrådgiver for information om dine muligheder.

Det er selvfølgelig nødvendigt, at du er i stand til at betale af på lånet. Derfor er din privatøkonomi og anden gæld afgørende for, om du kan optage et lån i boligen. Det er altså ikke altid nok, at man har en høj friværdi.

Det er muligt at optage denne type lån flere gange, og man kan typisk betale af på lånet i op til 30 år. Hvis man har luft i budgettet til en højere månedlig afvikling, så kan man vælge et lån med en kortere løbetid.

Gode ting at vide, hvis du vil optage lån i din friværdi

Der er flere ting, som er gode at være opmærksomme på, hvis man overvejer at optage et lån i boligens friværdi. Her kommer Dansk Boligforsikring med 4 gode råd til dig, der vil optage et lån i din bolig.

Højere risiko

Når du optager et tillægslån eller omlægger dit realkreditlån for at låne i friværdien, så får man en højere månedlig ydelse og gældsbyrde. Her er det vigtigt at overveje, om det i fremtiden kan blive svært at betale lånet tilbage. I tilfælde af en lønnedgang eller langtidssygemelding kan ens evne til at betale gæld tilbage falde, og det er vigtigt at have med i sine overvejelser. Det kan være en god ide at spare op, så man har en opsparing med omkring tre måneders løn efter skat stående i tilfælde af en lønnedgang.

Bliv klogere med en beregner

Dine muligheder for lån i boligens friværdi er styret af din specifikke økonomiske situation. Det kan være svært at regne mulighederne ud i hånden, men de fleste banker har en beregner på deres hjemmeside, hvor du kan taste dine oplysninger ind og blive meget klogere på dine specifikke muligheder.

Lån til renovering af boligen

Ofte har man mulighed for at låne i sin friværdi med udgangspunkt i den værdi, som boligen forventes at have efter renoveringen. Det kan altså være en god måde at finansiere forbedringer i hjemmet.

Lån til ny bil

Hvis du ønsker at låne i din boligs friværdi for at købe en bil, så er det en god ide at lånet har en kortere løbetid end de maksimale 30 år. For at undgå en restgæld ved et eventuelt bilsalg, så er det en god huskeregel at betale lige så meget i indbetaling, som bilen falder i værdi løbende.

Hos Dansk Boligforsikring går vi meget op i at informere om det danske boligmarked. Vi har samlet en masse viden og vejledning til boligkøbere og ejere på vores hjemmeside, som du kan støtte dig op af. 
Hvis du er i tvivl om, hvordan en ejerskifteforsikring fungerer, hvad den dækker, og hvad den koster, så er du altid velkommen til at kontakte os på telefon 59 49 88 44 eller mail info@danskboligforsikring.dk.