5 ting du bør overveje, når du vil etablere nye lofter i boligen

Står du overfor at skulle vælge nye lofter til din nye bolig, en tilbygning eller ved renovering? Så er der en række overvejelser, du bør gøre dig, før du kaster dig ud i projektet.

Lofter er nemlig ikke bare lofter, men kan laves i forskellige materialer, til forskellige priser og med forskellige muligheder for ophæng af ting samt varierende grader af krav til vedligehold. Derudover er der visse lovkrav, som du skal sørge for at dine nye lofter overholder for ikke blive erklæret ulovlige.

1. Materialer, pris og æstetik

Prisen på nye lofter er meget forskellig alt efter, hvilket materiale, du vælger. De mest almindelige lofter er trælofter, gipslofter, pudsede lofter og lofter lavet af lyddæmpende træbetonplader eller plader af mineraluld. Gipslofter og trælofter ligger i den billigere ende, mens pudsede lofter og lyddæmpede lofter kan være noget dyrere at etablere. Når du skal vælge dit nye loft, bør du dog ikke kun have øjnene på prisen, da æstetik også har stor betydning for, hvor glad du bliver for dit nye loft. Ikke alle lofttyper klæder alle boliger lige godt. Fx kan det være pengene værd at investere i pudsede lofter, hvis din bolig er en flot, gammel patriciavilla. Omvendt passer trælofter tit godt til sommerhuse og parcelhuse, og gipslofter kan gå an til næsten alle typer boliger.

2. Gør-det-selv-lofter eller professionel hjælp

En anden ting, som du skal tage med i dine overvejelser, når du vælger dit nye loft, er, om du ønsker at etablere loftet selv, eller om du vil have en fagmand på opgaven. Det er nemlig ikke alle typer lofter, som egner sig til gør-det-selv. Pudsede lofter er fx ganske svære at få et flot resultat med, hvis ikke man besidder det faglige håndelag til at få pudsen jævn og glat. Ligeledes kan det ikke anbefales selv at stå for opsætning af lofter af lyddæmpende plader. Pladerne af træbeton eller mineraluld er nemlig yderst svære at montere pga. det nedhængte loft med skinnesystem. Pladerne har det også med nemt at gå i stykker under arbejdet, fordi de er porøse. Lofter, der til gengæld egner sig godt til gør-det-selv, er gipslofter og trælofter. Dog bør du være opmærksom på, at etablering af gipslofter er tungt, hårdt arbejde. Derfor kan det være en god idé at købe, låne eller leje et rullestillads og en pladehejs, så du ikke skal løfte gipspladerne op selv.

3. Vedligehold af forskellige typer lofter

Lofter af forskellige materialer kræver varierende grader af vedligehold, så når du vælger nye lofter, bør du have tænkt over, hvor meget tid og energi, du gider at bruge på vedligehold i fremtiden. De nemmeste lofter at vedligeholde er gipslofter og trælofter. Trælofter kræver næsten ingen vedligeholdelse. Du kan nøjes med at tørre støv og snavs væk en gang imellem, og måske kan det blive nødvendigt at udskifte et bræt eller en liste. Lofter af gips er også nemme at vedligeholde, idet de ikke har tendens til at slå revner samt holder farven godt. Pudsede lofter kan til gengæld slå revner med tiden. Dem kan du dog ret nemt udbedre ved at spartle revnerne og derefter male loftet. Træbetonlofter er en helt anden sag og meget besværlige at vedligeholde. De ophober nemlig nemt støv og er svære at gøre rene pga. pladernes porøsitet.

4. Muligheder for ophæng af ting i loftet

Ved valg af et nyt loft skal du også have in mente, hvad du ønsker at kunne hænge op i loftet – fx lamper. Ikke alle lofter tåler tungt ophæng. Fx kan loftsplader af træbeton eller mineraluld ikke holde til meget mere end nogle få hundrede gram. Omvendt kan både trælofter, gipslofter og pudsede lofter klare op til omkring 5 kg. Ved trælofter skruer du blot ophænget direkte ind i træet, og ved gipslofter eller pudsede lofter, skruer du ophænget fast i ét af de brædder, der ligger under gipsen eller pudsen.

5. Undgå ulovlige lofter

I processen omkring udvælgelse og etablering af lofter, må du heller ikke glemme, at der er særlige lovkrav til etablering af lofter. Fx skal loftshøjden i beboelsesrum og køkken i en lejlighed være mindst 2,5 meter i gennemsnit, mens det i parcelhuse og rækkehuse er 2,3 meter. Hvis du vil lave et sænket loft, så skal du sørge for, at man kan inspicere tekniske installationer anbragt i hulrummet mellem det sænkede loft og det oprindelige loft. Hvis dette ikke er muligt, så er loftet ulovligt. Loftet er også ulovligt, hvis de anbragte tekniske installationer ikke lever op til stærkstrømsbekendtgørelsen. Husk derfor altid at tjekke at dit planlagte, nye loft bliver lovligt, før du etablerer det. Det er ærgerligt og dyrt at have etableret et flot, nyt loft, der efterfølgende skal laves om, fordi det ikke lever op til de gældende krav i bygningsreglementet.